Categories
FC Barcelona Produkt Anmeldelser

Anmeldelse: FC Barcelona bog

 Anmeldelse af Jeppe Gaarskjær: “Barça” – af FC Barcelona ambassadør JBV

 

 

Det er ikke helt nemt at være Barça-supporter i disse dage. De sidste uger har budt på et trist fyrværkeri af sure æbler at bide i, og det sureste – i min optik – var nyheden om Guardiolas afgang. De sidste tre sæsoner har budt på en fodboldfest mere fantastisk end nogen Culé turde drømme om, men nu sætter tømmermændene langt om længe ind. I tider som disse kan man have brug for at trøste-klynge sig lidt til minder, og historiske triumfer og andre sager fra fortiden – og her kunne Jesper Gaarskjærs bog, som slet og ret er blevet døbt “Barça”, jo agere en nænsomt hjælpende hånd.

 

I denne bog bliver vi fulgt gennem FC Barcelonas historie, lige fra klubbens spæde begyndelse i 1899, hvor en schweizer ved navn Hans-Max Haessig Kamper (senere kendt som Joan Gamper) grundlagde klubben og iklædte den de karakteristiske blå/røde farver, importeret fra hans hjemlige klub FC Basel. Vi bliver herefter fulgt gennem historien, gennem fiaskoer og triumfer, drabelige hændelser, klubpolitiske intriger, successer og flop, helt op til den ‘El Barça de les Sis Copes’; Guardiola-æraen der altså nu får sin ende, denne sommer. Denne bog er bestemt en påmindelse om at vi her har at gøre med en klub der betyder, og har betydet, mere end blot fodbold.

 

Således byder denne bog på ganske farverig og underholdende læsning, og de forholdsvis korte kapitler bidrager også til fornemmelsen af en ganske letlæselig størrelse. Mellem kapitlerne er gjort plads til én-sides personprofiler, hvor man får en kort introduktion til de spillere som har gjort sig mest bemærket gennem klubbens historie. Vi møder klublegender som Kubala og Rexach, stamfader Cruyff, Dream Team-æraens Koeman og Stoichkov, danskerne Simonsen og Laudrup, brassere som Ronaldo, Rivaldo og Ronaldinho, hjemmedyrkede yndlinge som Puyol og Xavi – og selvfølgelig et par små, store argentinere der bærer fornavnene Diego og Lionel.

 

Disse spillerprofiler er som nævnt klemt ind mellem klubhistoriens vigtige hændelser og bemærkelsesværdige anekdoter, og gør altså “Barça” til frisk og nem læsning. Dette er dog samtidig min største anke. Når man skal koge så mange års yderst begivenhedsrig klubhistorie ned til 223 sider, inkl. indholdsfortegnelse, giver det sig selv, at det er begrænset hvor meget man kan nå at komme i dybden med hver enkelt emne – og dét savner jeg i høj grad. Det samme savnede jeg lidt ved en lignende dansk bogudgivelse om FC Barcelona, kaldet ‘Den Våbenløse Hær’, som dog alligevel tog sig lidt bedre tid til at komme i detaljen.

 

Denne bog er lige på grænsen til at føles som et opslagsværk, og de førnævnte spillerprofiler bidrager da også en del til fornemmelsen af at sidde med et klub-leksikon. Nyere tilkomne fans vil sandsynligvis kunne glæde sig over dette, da bogen fungerer som et godt oprids af klubbens historie, og dermed dens grundlæggende identitet. Jeg har dog fulgt klubben siden jeg som barn, i starten af 90’erne, så Laudrup og resten af El Dream Team boltre sig på grønsværen, og derfor udebliver det helt store sus ved denne bog for mit vedkommende. Jeg er dog overbevist om at den kan fungere som en glimrende introduktion til klubben der i de senere år har fostret fodboldfænomener som Messi, Iniesta & co.

 

 

 

 

 

Categories
FC Barcelona

FC Barcelona ambassadøren besvarer spørgsmål

 FC Barcelona ambassadøren i the Green Room

 

 

-Hvorfor holder du med din nuværende klub ?


Som barn var jeg stor fan af Michael Laudrup, og da han skiftede til Barça blev det min klub. Jeg så genudsendelser af holdets kampe sammen med min far, sene aftener på TV2. Da Michael forlod klubben blev jeg hængende, og som 29-årig ser jeg stort set alle kampe – og gerne sammen med min far i ny og næ. Altså har kærligheden til Barca løbet i årerne ganske mange år efterhånden.

 

-Hvis du skulle give din klub et godt råd – hvad ville det være ?


Hold altid fast i den grundlæggende filosofi og etik der præger klubben.

 

-I den tid du har fulgt din favorit klub hvad har så været det absolutte lavpunkt ?


Der har naturligvis været mange op- og nedture. Tabte clásico’s gør altid ekstra ondt. I nyere tid var det dog også en slem nedtur at ryge ud til Mourinhos Inter på Camp Nou i Champions League, i sæsonen 09/10. At se den mand løbe jublende ind på vores plæne gav tandpine i hjertet.

 

-og højdepunktet ?


Dem har der heldigvis virkelig været nogle stykker af de senere år.

Guardiolas første år som træner var en himmelsk overraskelse.

 

-Hvilken er din favorit trøje ?


Hjemmetrøjen fra 07/08 er min yndling. I mine øjne er det den klassiske klubtrøje i sin reneste og mest æstetiske form.

 

-Da du var yngre – hvilken spiller drømte du at blive / hvem var din favorit spiller ?


Som tidligere nævnt var Michael Laudrup grunden til at jeg begyndte at holde med FC Barcelona. Men samtidig kan store klubprofiler som Stoichkov, Guardiola, Ronaldinho og Xavi nævnes. Messi er også svær at komme uden om. Min nuværende favoritspiller er dog Andrés Iniesta, da jeg aldrig i mit liv har set en tilsvarende elegance på grønsværen.

 

-Hvad er den største oplevelse du har haft med din favorit klub ?


Der har været mange. Både de store triumfer i nyere tid – ofte fejret på South African Bar (tidl. “Magraths”), som er blevet det københavnske tilholdssted for Barça-supportere, men også de gange jeg har været så heldig at overvære kampe på min foretrukne fodboldkatedral, Camp Nou. Senest manita-sejren (hånd med 5 fingre altså 5-0) over Levante i december. Derudover har der naturligvis også været nogle udgaver af el clásico der har resulteret i ren eufori for mig og alle andre culés verden over.

 

 

Læs FC Barcelona ambassadør’s anmeldelser. Klik på links herunder for at læse anmeldelsen

Læs anmeldelse af FC Barcelona stadion trøje

 

 

Læs anmeldelse af FC Barcelona 3. trøje lysegrøn farve

 

 

Læs anmeldelse af FC Barcelona rygsæk klassisk stil. 

 

 

 

 

Categories
FC Barcelona Produkt Anmeldelser

Anmeldelse: FC Barcelona stadium trøje 11-12

 

Anmeldelse af FC Barcelona hjemmetrøje stadium 2011/2012

 

 

Der gik lidt tid fra jeg havde pakket denne måneds produkt ud af emballagen til jeg opdagede at noget var anderledes. Jeg har i forvejen en replica af denne sæsons hjemmebanetrøje, købt i shoppen på Camp Nou, men denne føltes anderledes – og det var den så også, skulle det vise sig. Dette er nemlig ikke en replica-model, men derimod en såkaldt stadium-model, som man som noget nyt kan købe via MMSport. Jeg har nu ladet mig fortælle at denne model, som altså er en nedbarberet udgave i forhold til replicaen, er en model der sigter mod det Østeuropæiske marked.

Forskellene på denne version og en replica-ditto kommer jeg ind på lidt senere.

 

FC Barcelona stadium hjemmebane trøje 11-12

 

 

 

Først og fremmest er der jo selve trøjedesignet, som altså er det samme, om man sidder med en stadium, replica eller autentisk. Og dette er lidt vovet for en Barça-trøje. Man har eksperimenteret, og har turde bevæge sig væk fra de klassiske, helt lige striber. Der er nu mere tekstur i designet, således at man nærmest fornemmer en form for trappe – i mangel af bedre udtryk – i striberne. Desuden er striberne udsædvanligt tynde. Sidst men ikke mindst er der jo for første gang i klubbens historie kommet en trøjesponsor på – dette vil jeg dog lade ligge, da jeg allerede har skrevet om det i en tidligere post.

 

Sponsor eller ikke sponsor, så var der stor opstandelse på diverse Barça-fanfora da det rygtedes hvordan de nye hjemmebanetrøjer ville se ud, og i endnu højere grad da det så blev bekræftet at denne model skulle pryde vores hold denne sæson. Selv var jeg heller ikke begejstret. Ikke fordi jeg ikke bifalder at man har mod til at eksperimentere med designet (eksempelvis synes jeg virkelig godt om trøjen fra 08/09 som reelt ikke havde striber, men derimod en blå- og en rød side), men denne model faldt bare ikke i min smag til at starte med.

Dog må jeg sige at jeg efterhånden ser på trøjen med venligere øjne, hvilket også lader til at gælde for mange andre fans. Om det er fordi man har vænnet sig til designet, om det er fordi det hjælper at se ens helte iklæde sig trøjen, ved jeg ikke. Dette kommer aldrig til at blive min yndlings-Barçatrøje, men jeg har efterhånden fået et fint forhold til den.

 

For nu at tage fat på forskellene på denne stadium-udgave og replica-versionen, som jo er den der sælges flest af via de officielle kanaler, så er det nærliggende at begynde med selve stoffet. Det var det der for mig først og fremmest afslørede at det ikke var den sædvanlige udgave jeg havde fået tilsendt. Stadium’ens stof er meget mere glat, og let skinnende. Den føles en anelse lettere, og er faktisk umiddelbart mere behagelig at have på. Dette er selvfølgelig en personlig vurdering, men på dette punkt mærker jeg absolut intet til at vi har at gøre med en trøje der er i omegnen af 200 kroner billigere end den sædvanlige.

Stadium’ens stof er i øvrigt også Nikes DRI-FIT materiale, hvilket jo er svedtransporterende og sikrer god ventilation. Der er dog ikke de samme “lufthuller” i siderne, under ærmerne som på replica-versionen.

 

Trøjens features er mere sparsomme end på de dyrere modeller.

Eksempelvis er der intet LFP-ærmemærke, der står ikke “més que un club” indvendigt i nakken, og der er intet print på indersiden af klub-emblemet, hvor der på replica’en står “TOTS UNITS FEM FORÇA”. Man kan sige, at disse forskelle er i småtingsafdelingen, og på ingen måde er iøjenfaldende afvigelser – det var som sagt først da jeg bemærkede forskellen i stoffet at det gik op for mig at det ikke var replica’en jeg stod med. Når det så er sagt, så må jeg sige at jeg selv, for fremtiden, hellere vil betale de par hundrede kroner ekstra for at have de ekstra features, som altså betyder en del for en hardcore fan som mig. Disse printede klub-slogans har for mig stor værdi og er uløseligt forbundet med min klubfølelse. Dette er dog sikkert i manges øjne detalje-nørderi, og jeg har på fornemmelsen at rigtig mange andre vil være fint tilfredse med at kunne iklæde sig klubfarverne i denne mere sparsomme stadium-udgave. Hvis jeg skal være helt ærlig tror jeg, at mange slet ikke ville tænke over at de har at gøre med en anderledes model.

 

Derfor må konklusionen blive, at jeg – selv om jeg personligt hælder til den dyrere model – sagtens kan se at der skulle være et marked for denne nedbarberede, men ellers glimrende model.

 

 

Categories
FC Barcelona News

FC Barcelona trøjer 2012-13

 FC Barcelona trøjer 2012-13

FC Barcelona får 2 nye trøjer til sæsonen 2012-13.

Derudover kommer der 2 nye målmandstrøjer.

Ikke overraskende kommer der en rød-blå hjemmetrøje.

Ikke desto mindre bliver udseendet noget anderledes end for sæsonen 11-12.

Striperne bliver noget bredere og kommer til at være en smule udflydende i designet. Så der bliver en flydende overgang mellem de blå og de røde områder.

Udebane trøjen bliver orange og gul og arbejder også med en flydende overgang mellem gul og orange.

Målmandstrøjerne bliver sort og mørkeblå.

Trykket bliver formentlig gult til hjemme trøjen og man kunne forestille sig at det måske ville blive mørkeblåt til udetrøjen.

Den sorte ude trøje 11-12 bliver så 3. trøje for sæsonen 12-13.

Categories
News

FC Barcelona ude trøje 2011 World Club Champions

 FC Barcelona ude trøje 2011 VerdensMester for Klubhold

World Club Champions 2011

Barcelona vandt , som ventet måske , VM for klubhold afholdt i december måned i Japan.

Holdet besejrede i finalen brasilianske Santos FC med det seneste fænomen på den internationale fodboldhimmel Neymar på holdet.

Dermed vandt klubben også retten til at bære det særlige VerdensMester for klubhold logo også kaldet World Club Champions badge frem til næste december hvor et nyt badge bliver udstedt med titlen WCC 2012 uanset om det så kommer til at sidde på FC Barcelona trøjerne eller trøjerne for en anden klub.

 

FC Barcelona ude trøje Verdensmester for klubhold 2011

 

Hvis trøjen skal have endnu en grad af udsmykning og den måde som den bruges på i den spanske liga ja så skal der ydermere så et TV3 badge på venstre ærme.

 

FC Barcelona ude trøje 2011 VM Klubhold badge TV3 ærmemærke

 

På højre ærme ser man ærmemærket til den spanske La Liga med påskriften LFP.

Categories
FC Barcelona Produkt Anmeldelser

Anmeldelse: FC Barcelona rygsæk – skoletaske 11-12

Anmeldelse af FC Barcelona rygsæk 2011/2012 – af JBV 

 

 

Som jeg har været inde på i mine tidligere anmeldelser af de tilsendte produkter, kan jeg godt lide når det klub-merchanside der primært er til hverdagsbrug, er en smule underspillet. Altså, at man ikke nødvendigvis bliver en omvandrende reklamesøjle. Det har muligvis noget med min alder at gøre – jeg er sidst i 20’erne – men det passer mig glimrende når disse sager er af lidt mere, skal vi kalde det rolig, karakter. I visse situationer er det en fornøjelse at kunne ligne et rent klubfarve-karneval, eksempelvis når man ser sit hold spille (og ikke mindst hvis man ser det på stadion!), men på arbejdet, på studiet eller ved fyraftensindkøb i Kvickly, er det fint at kunne støtte klubben på en lidt mere subtil måde.

 

 

FC Barcelona rygsæk 2011-12

 

 

Denne måneds produkt kører den subtile stil helt ud. Vi er så tæt på grænsen, at selv jeg begynder at synes det er tæt på at være i underkanten. Dog må jeg sige, at jeg alligevel er ret vild med denne rygsæk. Det er selvfølgelig svært for mig at vurdere, men mit bud er, at man nok er nødt til at være blandt “de indviede” for at lure hvad denne rygsæk er for en sag. Det eneste der direkte indikerer at vi har med FC Barcelona at gøre, er mærket de tre bogstaver, FCB, som er påsyet på taskens front. Men selv disse klubinitialer er så kringlede i designet (de er flettet ind i hinanden), at man måske ikke lige ville fange deres betydning ved første øjekast. B’et er sågar det eneste indslag på tasken der repræsenterer “blaugrana”; de to traditionsrige klubfarver i skøn forening.

 

På den måde er her tale om et meget stilrent design, som i mine øjne får det til at se mere “dyrt” ud end hvis det hele havde været blæst op i et anmasende netto-tilbudsavis-design. Det sætter jeg stor pris på, omend man måske godt kunne have sneget klubemblemet ind – bare i en ét-farvet udgave – et sted. Det er et forholdsvis modent design, når man tænker på hvad man støder på af fodboldklubbers merchandise i al almindelighed. Jeg må være ærlig og sige, at jeg nok havde foretrukket en anden font/skrifttype til de tre bogstaver, da den i mine øjne er en tand for vikinge/biker/tattoo-agtig. Det er dog ikke så slemt at det kommer til at afholde mig den mindste smule fra at bruge tasken.

 

Min yndlingsdetalje ved dette produkt er han, eller bærehåndtaget om man vil, der sidder øverst mellem skulderstropperne. Hér har de kræset for os fans, og placeret en enkelt tekstlinie fra klubhymnen, ‘Cant del Barça’. Der står ‘TOTS UNITS FEM FORCA’ – “vi er en forenet kraft”. Jeg nyder sådanne små, næsten usynlige detaljer, og det forstærker følelsen af at være “en del af klubben”, så at sige.

 

Selve tasken er naturligvis af mærket Nike, og lader til at være i glimrende kvalitet. Den er særdeles rummelig, uden dog at virke for monstrøs til hverdagsbrug, og der er samtidig rigeligt med mindre rum, til de småting (pung, nøgler osv.) man måtte have brug for at have med sig. Der er puder både i ryggen og på skulderstropperne, hvilket gør tasken god og behagelig at have på. Sidst men ikke mindst virker denne rygsæk som en yderst slidstærk sag.

 

Konklusionen bliver, at jeg overordnet synes godt om designet, og forventer at komme til at bruge denne taske en hel masse. Dog tvivler jeg på at den i lige så høj grad vil falde i de yngre Barça-fans’ smag, da den måske vil synes en tand for kedelig hvis man lige er startet i 2. klasse, og har lyst til at have stjernespillerne plastret udover det hele! Men for klubbens mere (ahem…) modne tilhængere, tror jeg den er et kærkomment indslag.

Categories
FC Barcelona Produkt Anmeldelser

Anmeldelse: FC Barcelona hættetrøje 11-12

 Anmeldelse af Barcelona hættetrøje 2011/2012 – af JBV

 

 Det er altid med en vis portion spænding man afventer næste forsendelse til anmeldelse, og jeg havde under ingen omstændigheder gættet hvad jeg denne gang skulle give mit besyv med om. En FC Barcelona-hoodie – sågar en lilla én af slagsen. Lad mig starte med at ødelægge spændingen: jeg er vild med denne trøje.

 

FC Barcelona hætte trøje 11-12 i mørke lilla

 

 

Før jeg nåede dértil krævede denne trøje dog lidt tilvænning, hvilket for mit vedkommende udelukkende skyldes farven. Jeg er ikke vant til at gå i lilla tøj, så det var lige et punkt jeg skulle over, men efter at brugt den adskillige gange er trøjen og jeg nu nærmest uadskillelige. Jeg har i forvejen en anden FC Barcelona-hættetrøje, som jeg købte sidst jeg besøgte Camp Nou. Den er dog en anden farve – bordeaux – og har ikke lynlås som den tilsendte trøje jo har. Som nævnt krævede farven lidt tilvænning, men nu sætter jeg stor pris på at den ikke ligner alt det tøj jeg har i forvejen.

 

Som jeg har nævnt i en af mine tidligere anmeldelser kan jeg godt lide når fodboldfan-gearet ikke er alt for “in your face” hver gang – altså at der ikke står “FC BARCELONA” plastret udover det hele. Det glæder mig at få mulighed for at kunne bruge det som et stykke tøj på lige fod med alt mit andet tøj. Man er vel altid en reklamesøjle i én eller anden forstand, når man ifører sig sit holds merchandise, men det glæder mig at det også kan gøres lidt mere subtilt, som i dette tilfælde. Den er på sin vis lidt mere for “de indviede”, på den måde, at den eneste iøjenfaldende tekst på trøjen er “Blaugrana” (som oversat jo er FC Barcelonas to traditionsrige farver, blå og rød, og har været det siden klubben blev grundlagt af Joan Gamper i 1899).

Teksten er placeret på venstre side af brystet og udformet i fin, blød, kringlet skrift. Klubemblemet findes kun i ganske lille udgave, på det mærkat der er placeret på den ene lomme, hvor der også er blevet plads til et lille tryk hvor der står “CAMP NOU”.

 

Denne Nike-producerede trøje er en sand fornøjelse at have på.

Kvaliteten er helt i top, og har for mit vedkommende gjort denne hoodie stærkt vanedannende. Det forholder sig således at jeg er fuldtidsmusiker, og derfor tilbringer uendeligt mange timer i mit hjemmestudie, og hér er denne trøje blevet fast inventar. Sammen med en stor kop kaffe udgør den starten på mange af mine morgener.

Størrelsen synes glimrende, trøjen er varm (grundet elastikkanten forneden lukker den godt til, dog uden at virke kvælende), lynlåsen virker som en solid én af slagsen – og i det hele taget virker trøjen som om den er ganske slidstærk. Synes man om designet, kan man roligt investere i denne trøje, da man får en tro følgesvend!

 

Categories
FC Barcelona Produkt Anmeldelser

Anmeldelse: FC Barcelona ude trøje 11-12

 

Anmeldelse af FC Barcelona udebanetrøje 2011/2012

af JBV 

 

Som FC Barcelona-fan er det altid med en vis portion spænding man venter på offentliggørelsen af den kommende sæsons spillertrøjer. Udebanetrøjerne har de sidste mange sæsoner haft en tendens til at være ganske opsigtsvækkende – godt illustreret ved den nærmest neon-laksefarvede 2009/2010-version, eller den forgangne sæsons mint-grøn. Derfor var der mange culés der var ét stort spørgsmålstegn, da rygterne om de nye trøjer begyndte at svirre – og i endnu højere grad da man endelig fandt ud af,  at Messi & co. Denne sæson skal bære en helt sort udebanetrøje.

 

 

FC Barcelona ude trøje 11-12 LFP badge

 

Ydermere er der jo også, for første gang, kommet en reel sponsor på trøjen, idet Barça har indgået en af fodboldhistoriens absolut største sponsoraftaler, og det således nu er Qatar Foundation der pryder trøjens front. Med andre ord har man ikke ligefrem tyet til sikre løsninger eller udpræget vanetænkning …og hvordan er det så gået?

 

I denne skribents optik er dette den mest elegante udebanetrøje længe, og det mere subtile udtryk gør, at trøjen, for mange, vil være brugbar i flere hverdagssituationer, hvor det eksempelvis ikke ville passe sig så godt at være i en af de tidligere, mere selvlysende varianter.

 

Jeg synes der er et fint overskud i designet, uden at det bliver kedeligt. På de billeder der har floreret, kan man ved første øjekast let få et indtryk af en lettere detalje-fattig trøje, men når man står med denne sag i hånden er billedet et andet.

De gode folk hos Nike har også denne gang været så venlige at “gemme” en lille stribe fine detaljer i designet, og som fan vil man med stor sandsynlighed nyde de unikke referencer til ens klub der er blevet plads til.

 

 

FC Barcelona klublogo ude trøje 11-12

 

For at starte indefra, på vrangen, så er der på indersiden af klubemblemet – der hvor fodboldhjertet banker – trykt ‘TOTS UNITS FEM FORÇA‘ med gul skrift. Disse ord stammer fra teksten til Barças klassiske klub-hymne, og betyder på catalansk “Vi er alle en forenet kraft”.

 

 

FC Barcelona badge på indersiden Tout Units Fem Forca

 

I nakken findes endnu et vigtigt symbol for klubben, her har man nemlig trykt Cataloniens gul- og rødstribede flag, Senyera. Dette vidner naturligvis om at FC Barcelona på sin vis har status som Cataloniens uofficielle landshold – og dette bringer os videre til næste punkt, for på nakkens inderside forefindes klubbens slogan més que un club – “mere end en klub” – og vidner om at denne klub står for mere end fodbold, og har stor betydning for cataloniernes selvforståelse.

 

 

FC Barcelona ude trøje 11-12 Senyera

 

Sidst men ikke mindst, er der heldigvis også blevet plads til Unicef-trykket denne sæson, som dog nu er at finde på trøjens bagside, under rygnummeret.

 

FC Barcelona ude trøje sponsor logo Unicef

 

Trøjens stof – selvfølgelig Nike’s Dri-Fit – er behageligt, føles meget let, og pasformen synes glimrende. Et påfund, som de sorte, rippede striber der løber ned langs ærmerne, giver også rigtig fin tekstur. Umiddelbart er eneste anke herfra, udover en længere diskussion om hvorvidt der burde være sponsor på trøjen, typografien man kan få trykt spillernavn og nummer med. Der er ikke så meget at sige til det, udover at det er en smagssag, og at jeg personligt bedre kunne lide de seneste sæsoners mere fyldige skrift.

 

 

FC Barcelona ude trøje Mes Que Un Club

 

Alt i alt vinder denne trøje dog virkelig ved selvsyn, og jeg ved allerede nu, med sikkerhed, at jeg vil komme til at bruge den meget!