Anmeldelse: Arsenal vs Manchester Utd 1979 FA Cup Final
af Arsenal ambassadør Christian Ø. Heyde-Petersen
Filmen er pakket i en æske sammen med et genoptryk af det originale ”Official Souvenir Programme” fra 1979. Æsken er i sort pap med plastiklåg, og selv om det kunne være en fin ide med indpakningen er materialevalget måske ikke så godt. En tur med PostDK giver nemt slidte, trykkede hjørner, og det trækker lidt fra helhedsindtrykket. Selve filmen ligger i den sædvanlige DVD-æske uden nogen booklet eller noget. Der gives de sædvanlige oplysninger på bagsiden af dvd-æsken om spilletid, osv. og så en introduktion til filmen og kampens forløb.
FA cup finaler var store ”i gamle dage”, altid på Wembley og med kongelige håndtrykkere. Billed- og lydsporet på DVDen ser ud til at være det originale, og der er ikke tekster eller andre lydspor. Det kan godt undre lidt, at man ikke har hentet nogle af de gamle spillere ind til at lægge et ekstra kommentarspor eller på anden måde har gjort lidt ekstra ud af det. Menuen tilbyder ”play” og ”scene index”, så der er heller ikke gjort noget videre ved den side af sagen – DVDen er ganske enkelt det gamle fjernsynsspor, lagt på en dvd sammen med en reklame for firmaet bag og besked om at alle 1970ernes FA cup finaler nu kan fås på DVD. Men billed- og lydside fungerer fint; det er ikke HD, og når der svinges med kameraet for at følge en høj lang bold, så er der forsinkelse i billedet – præcis som i gamle dage. Og ja, der er høje lange bolde – præcis som i gamle dage.
DVD’en blev sat på en lørdag eftermiddag i januar, og tre generationer satte sig til rette. Bedstefaren mente at kunne huske hele kampens forløb, faren glædede sig til at kigge på et eksempel på sin barndoms fodboldkampe, og teenageren så frem til at få lov at ligge og se et brag af en fodboldkamp, hvor Arsenal vinder over Manchester Utd. Det blev en skæg eftermiddag. Meget af tiden gik med at snakke om alt muligt i forbindelse med kampen, men sjældent selve kampen. De korte shorts, de mange mærkelige frisurer, tandløse Joe Jordan, målmænd uden handsker, dommerens hente-hår, tilbagelægninger til målmanden der tager bolden i hænderne, ingen navne på spillertrøjerne, spillere der løber af sted for at hente bolden ved indkast, osv. Kommentatorerne giver billederne en løbende kommentar – McIlroy to Jordan, and… nothing comes of it. And now Arsenal… – og ikke meget mere. Det er egentlig ganske rart ikke at skulle høre dem kloge sig på opstillinger og især er det rart at slippe for at høre dem læse op fra medbragte papirer om alt muligt irrelevant. Omvendt er det måske også medvirkende til ’problemet’ med filmen: den tangerer altså det kedelige. Man skal være endog meget stor fan af klubben/-erne for at det er underholdende. Det er langsomt og adstadigt i forhold til moderne fodbold. Der er god plads til spillerne, men det vrimler ikke ligefrem med tekniske raffinementer, men omvendt er det heller ikke ’kick and rush’ og fuldt knald uafbrudt. Så den lander sådan midtimellem og er lidt en fad omgang. Så man skal ikke købe filmen for at få et brag af en kamp; men som tids-dokument er den fremragende – vi fik en lang eftermiddag med masser af fodboldsnak, røverhistorier, og en sjældent videbegærlig teenager der spurgte og spurgte.
Personligt synes jeg faktisk at det medfølgende program fra kampen (A5 størrelse, farvetryk, 50 sider) er det mest interessante i æsken. Med moderne IT faciliteter kan et skoleblad gøres bedre i dag, men de mange reklamer for smøger og øl, dårlige raster i billederne, lidt skæve farveprints, osv. ligner det lige præcis det som det er: noget fra 70erne!
